Del din erindring om en tur i biffen

Under overskriften “Byen i forandring” sætter vi i disse år fokus på de bydele i kommunen, hvor der er byudvikling. Vi dokumenterer områderne og indsamler genstande (ting), fotos og erindringer.

Nu er turen nået til biografen i Ballerup, idet biografen skal flytte fra Baltoppen til Ballerup Centret i vinteren 2021. Indsamlingen skal efter planen munde ud i en udstilling i forbindelse med den nye biografs åbning til næste år. Biografen har ligger tre forskellige steder i byen gennem tiden.

Ballerup Kino Teater
I 1924 åbnede Julius Dinesen den første biograf i Ballerup. Kino Teateret havde til huse på Stationsvej ved hjørnet til Kastanie Allé (der, hvor der nu ligger et apotek på Banegårdspladsen). I begyndelsen blev der kun vist film tre til fire dage om ugen. Det var stumfilm med grynede billeder, der blev akkompagneret af hønseriejer Graff på klaver. Kino Teateret lukkede i 1974.

Biografen i Ballerup Centret
I 1973 åbnedes det nye butikscenter ved stationen. Der havde været planer om en biograf i underetagen, men det viste sig for bekosteligt at grave ud til det. I stedet blev der, efter byggeriet var gået i gang, besluttet at placere en biograf oven på centeret.

Baltoppen Bio
I 1991 flyttede biografen atter adresse. Denne gang til det nybyggede multikulturhus Baltoppen. Her kunne gæsterne som nogle af de første i Danmark se film udelukkende afspillet digitalt og nyde 3D-filmoplevelser.

Hvad kan du huske fra en tur i biografen?
Fortæl os, hvad du kan huske – hvilken biograf husker du tydeligst? Er der særligt én film, du kan huske? Har du været til filmklub i Baltoppen Bio? Har du opført eller set teater i biografen på toppen af centret?

Del dine erindringer herunder eller send en mail med et billede og din historie: ballerupmuseum@balk.dk

Hjælp os med at dokumentere din corona-hverdag

Lange gåture på skovstierne, skoledag foran computeren, timevis med puslespil på spisebordet… Hjælp os med at dokumentere corona-hverdagen i Ballerup, Måløv og Skovlunde for eftertiden. Lige nu oplever vi en virkelighed og hverdag, vi ikke har set før. Skoler, arbejdspladser, caféer osv. er lukket. For nogle betyder det stille dage, for andre ekstra travlt. Den nye hverdag påvirker os alle. Hvordan påvirker det dig? Hvordan fungerer din hverdag? Hvordan oplever du det, der sker lige nu?

Hjælp museet og Ballerup Stadsarkiv med at dokumentere den nye virkelighed. Send os et par linjer om din hverdag, dine oplevelser og tanker på mail. Send os også gerne et foto fx skiltning i det lokale supermarked. Hvis du tager billeder af andre end dig selv, så husk at spørge dem om lov inden. Skriv gerne hvor billedet er taget.

Materialet vil blive samlet på museet og arkivet og måske anvendt en gang til fremtidige undersøgelser eller udstillinger. Vi poster ikke dine billeder og beretninger på Facebook eller hjemmeside.

Af hensyn til dokumentationen vil vi gerne have dit navn, alder, bopæl (by) og kontaktoplysninger. Men ønsker du at være anonym, er det også ok. Send dit input til ballerupmuseum@balk.dk Skriv corona-hverdag i emnefeltet.

Du må også gerne skrive dit input herunder, men så bliver de synlige for andre. Og her skal du ikke skrive dine kontaktoplysninger.