Del din erindring om en tur i biffen

Under overskriften “Byen i forandring” sætter vi i disse år fokus på de bydele i kommunen, hvor der er byudvikling. Vi dokumenterer områderne og indsamler genstande (ting), fotos og erindringer.

Nu er turen nået til biografen i Ballerup, idet biografen skal flytte fra Baltoppen til Ballerup Centret i vinteren 2021. Indsamlingen skal efter planen munde ud i en udstilling i forbindelse med den nye biografs åbning til næste år. Biografen har ligger tre forskellige steder i byen gennem tiden.

Ballerup Kino Teater
I 1924 åbnede Julius Dinesen den første biograf i Ballerup. Kino Teateret havde til huse på Stationsvej ved hjørnet til Kastanie Allé (der, hvor der nu ligger et apotek på Banegårdspladsen). I begyndelsen blev der kun vist film tre til fire dage om ugen. Det var stumfilm med grynede billeder, der blev akkompagneret af hønseriejer Graff på klaver. Kino Teateret lukkede i 1974.

Biografen i Ballerup Centret
I 1973 åbnedes det nye butikscenter ved stationen. Der havde været planer om en biograf i underetagen, men det viste sig for bekosteligt at grave ud til det. I stedet blev der, efter byggeriet var gået i gang, besluttet at placere en biograf oven på centeret.

Baltoppen Bio
I 1991 flyttede biografen atter adresse. Denne gang til det nybyggede multikulturhus Baltoppen. Her kunne gæsterne som nogle af de første i Danmark se film udelukkende afspillet digitalt og nyde 3D-filmoplevelser.

Hvad kan du huske fra en tur i biografen?
Fortæl os, hvad du kan huske – hvilken biograf husker du tydeligst? Er der særligt én film, du kan huske? Har du været til filmklub i Baltoppen Bio? Har du opført eller set teater i biografen på toppen af centret?

Del dine erindringer herunder eller send en mail med et billede og din historie: ballerupmuseum@balk.dk